[Okfn-dk] Kommende arrangementer i Open Knowledge Danmark regi
Niels Erik Kaaber Rasmussen
niels at buhlrasmussen.eu
Tue Sep 6 20:22:00 UTC 2016
Kære alle
Her er en lidt længere mail inddelt efter følgende syv overskrifter:
* Inspirations-arrangement om forskellige aspekter af åbenhed
* Global Open Legislative Week (12-18. sep)
* Nyt diskussionsforum
* Finanslovs-dataworkshop
* Ny hjemmeside til Open Knowledge Danmark?
* Etablering af aktindsigtportal
* Fokus på partistøtte
*** INSPIRATIONS-ARRANGEMENT OM FORSKELLIGE ASPEKTER AF ÅBENHED ***
Her i efteråret vil vi gerne afholde et arrangement om forskellige
aspekter af åbenhed. Vi har haft en føler ude hos Ethos lab på ITU, som
er positivt indstillede ift. at låne os lokaler til arrangementet. Vi
skal snarest have lagt os fast på en dato, hvad med d. 13. el. 14.
oktober?
Planen er at sammensætte arrangementet af en række meget korte
inspirationsoplæg (5-10 minutter?), der kommer rundt om forskellige
aspekter af åbenhed. Et bud på emner kunne være:
- Open Knowledge DK
- Åbne data
- OpenGLAM
- Open Government
- Wikimedia
- Open Access
- Open Street Map/geodata
Der er som sagt bare forslag til emner, så hvis I har nogle bedre ideer
eller nogle bud på oplægsholdere, så del dem endelig her på listen.
Vi skal have fundet nogle personer/organisationer der har lyst til at
tale om hvert emne, gerne nogle der kan engagere lidt. Et eller to af
oplæggene kan evt. foregå over videolink, hvis vi skal have nogle talere
med fra udlandet (f.eks. en fra Open Knowledge International). Jeg
tænker, at vi lige kan brainstorme om et udkast og så få lavet en
endelig aftale med Ethos Lab og en endelig dagsorden.
*** GLOBAL OPEN LEGISLATIVE WEEK (12-18. SEP) ***
Allerede i næste uge er det "Global Open Legislative Week", en uge, hvor
en række arrangementer fordelt over hele verden (og online) sætter fokus
på parlamentarisk åbenhed. Sidst år holdt vi i den anledning et
arrangement med oplæg fra Folketingets administration og DRs
databaseredaktion, for to år siden holdt vi i GLOW-ugen en workshop
omkring lanceringen af folketingets API. Hvis vi skal have lavet noget i
år, skal vi hurtigt have stablet noget på benene. Måske er Digital
Social Science Lab (som vi afholdt Open Data Day hos i starten af året)
et bud på en samarbejdspartner om arrangementet. Hvis der er nogen der
har lyst til at være med til at sætte et arrangement sammen, så skriv
her på listen el. direkte til mig.
*** NYT DISKUSSIONSFORUM ***
Open Knowledge International har arbejdet på at samle diskussionerne
omkring de forskellige temabaserede arbejdsgruppe, lokalgrupper og
projekter på et nyt forum: https://discuss.okfn.org/ [1]
Vi har fået stillet et forum til rådighed for vores danske lokalgruppe.
Jeg er personligt i tvivl om hvorvidt, det er hensigtsmæssigt at lade
forum'et overtage vores mailingliste, men måske kan vi lade det komme an
på en prøve og lade de to platforme leve samtidig i noget tid og så
evaluere. Vores forum kan findes på:
https://discuss.okfn.org/c/local-groups/denmark [2] og jeg har startet
en trå med indholdet fra denne mail, som I er meget velkomne til at
skrive videre på. Der er også en tråd tilegnet introduktioner; altså
hvor I kan skrive en kort præsentation af jer selv (hvis I har lyst).
*** FINANSLOVS-DATAWORKSHOP ***
Vi har de seneste år afholdt en dataworkshop med finansloven som tema i
samarbejde med Information. Jeg håber der er stemning for at gentage
succesen igen i år, når forhandlingerne nærmer sig sin afslutning. Hvis
nogen vil være med til planlægningen eller har et bud på en fornyelse af
setup'et, så skriv endelig.
*** NY HJEMMESIDE TIL OPEN KNOWLEDGE DANMARK? ***
Før sommerferien var vi et par stykker, der forsøgte at stable en
workshop på benene med det formål at få redesignet vores hjemmeside,
desværre ramlede det sammen med ferieplaner mv. Men måske skulle vi se,
om ikke vi i andet forsøg kan få noget til at ske?
*** ETABLERING AF AKTINDSIGTPORTAL ***
Ideen om at etablere en dansk aktindsigtsportal ala den tyske
https://fragdenstaat.de/ [3] el. den svenske https://fragastaten.se/ [4]
har været vendt et par gange af forskellige personer i netværket. Hvis
der er nogen (en eller en lille gruppe af personer), der har mod på at
påtage sig rollen, som den der sikrer projektet fremdrift mv., vil jeg
meget gerne hjælpe med at forbinde jer (de af jer der tidl. har vist
interesse for projektet og potentielle internationale
samarbejdspartnere) og også gerne være behjælpelig i forhold til at
bidrage med den indledende research jeg allerede har gjort mig.
*** FOKUS PÅ PARTISTØTTE ***
Sidste år var valgår, hvorfor der har været gang i den økonomiske støtte
til de politiske partier, men hvem for hvor meget fra hvem? Reglerne der
skal sikre gennemsigtighed om partistøtten i Danmark er ikke
tilstrækkelige, og der er tilsyneladende ingen konsekvenser ved åbenlyse
overtrædelser. Det kunne være fint at sætte fokus på ved et arrangement
sidst på året (eller i januar 2017 hvor partiernes lovpligtige
indberetninger for 2015 skal være indsendt). Hvis nogen her på listen
vil være med i planlægningen, så skriv gerne.
Mvh, Niels Erik
--
Tweet @nilleren
Phone (+45) 2680 9492
Web buhlrasmussen.eu
PGP buhlrasmussen.eu/nekr_pgpkey.gpg
Links:
------
[1] https://discuss.okfn.org/
[2] https://discuss.okfn.org/c/local-groups/denmark
[3] https://fragdenstaat.de/
[4] https://fragastaten.se/
-------------- next part --------------
An HTML attachment was scrubbed...
URL: <http://lists.okfn.org/pipermail/okfn-dk/attachments/20160906/2f775847/attachment-0002.html>
More information about the okfn-dk
mailing list